1. Ole Lauritzen, der blev Præst 1561 skal være den første lutherske Præst i Darum. I Følge Repertoire Ripensi fik han nævnte Aar ved Rieber Byeting Skjøde paa et Hus i Grønnegade af Peter Stub, som var ham arvelig tilfalden efter hans Fader Iver Stub. Han havde 3 Sønner, Lauritz, Hans og Jacob, som 1581 den 13. Maj ved Rieber Byeting gav Mag. Jacob Jensen Janderup samt deres Moder Afkald for deres Arv efter deres SI. Fader, som allerede nogle Aar har været død, thi
2. SI. Christen Pedersen var allerede Sognepræst i Darum 1576, da han Mandag ante Judica fik Skjøde ved Rieber Byeting af sin Broder Albert Pedersen paa en Gaard paa venstre Side af Gaden ved søndre Port.
3. Gunde Mortensen siger Terpager Rip. Cimbr. p. 614 at være død1595.
4. Jacob Hegelund blev kaldet hertil den 27. April 1595. Han var Broder til Biskoppen i Ribe, Peder Hegelund, han var født i Ribe 1556, hans Fader var Jens Christensen Hegelund, som 1554 blev Borge Mester i Ribe og 1544 var Raadmand og døde 1571. Hans Moder Maren Klynes, Raadmand Peder Ibsens Daatter. Han er dimitteret fra Ribe Skole af hans egen Broder Peder Hegelund, som da var Rector og siden blev Biskop, blev den 27. April kaldet til Sognepræst her til Darum og ordineret af samme sin Broder, som samme Aar var bleven Biskop. Han døde i Ribe den 29. Februar 1600 af en Pleuris i maadelige Omstændigheder; thi hans Hustru Anna gik fra Arv og Gjæld efter ham, som ses af Riebe Justits Protocol den 5. Novbr. 1602.
5. Mag. Jacob Nielsen Bonnum eller Bonnesen, som Familien kaldes i Ribe, er født i Ribe 1574. Niels Povlsen Bonnum Raad Mand sammesteds siger Terpager Rip. Cimbr. p. 601, Møllers Cimbr. lit. kaldes han Concul, jeg haver en Optegnelse af Raadstue Protocollerne af 1568, 1576 og 1580 paa Borge Mestre og Raad Mænd, men blandt dem findes han ikke, mindre i de følgende Aar, men ved 1603 Raad Mand Thomas Bonnum. Han havde en Søster Gunder Niels Dtr., som var gift med SI. Niels Hansen, Sognepræst i Gram, dog som der i forrige Optegnelser findes nogle mellem Aar, og Eftertiden giver nu Borge Mester Niels Povelsen Bennum, som Terpagger giver Bie Navnet Pilsted, er det denne Niels Povelsen Bonnum, hvis Hus og Gaard Mag. Jacob Bonnum skjøder til forte sin Søster Gunder Niels Dtr., nemlig den Lod 500 Daler, som tilkom i hans Sl. Faders, Borge Mester Niels Povelsens Gaard paa Nørre Siden Neder Dam, hvilket hun igjen samme Dag den 4. Marts 1615 pantsætter ham for 300 Daler. Fra Ribe Skole er han dimitteret til Kjøbenhavns Universitet, rejste siden til Wittenberg, hvor han distingverede sig ved sine Skrifter og udgav 1596 en meget lærd historisk Afhandling paa Latin. Og der har han taget Magister Graden.
Ved hans Hjemkomst fra Tyskland, blev han særdeles vel antagen af Biskoppen i Ribe Peder Hegelund, og Anno 1600 udvalgt til Sognepræst for Darum, til hvilket Embede han blev indsat 1. Søndag efter Paaske, ægtede Biskou Hegelunds Datter Anna født den 15. Oktober 1583 af hans andet Ægteskab med Margrethe, Sl. Jørgen Pedersen Provst i Tønder hans Datter. Han skal have haft en Del Børn af hvilke jeg har fundet 3 Sønner
1) Niels Jacobsen Bonnum, Borger i Ribe.
2) Thomas Jacobsen Bonnum, som 1660 den 20. Aug. maatte ved Rieber Byeting lide Dom at betale til sin Broder Niels Jacobsen efter Haandskrift af 25. Septbr. 1655 - 7 Hdr., atter efter Haandskrift af 12. Juli 1656 10 Hdr. og en Løn saa god som 3 Rdl.
6) Jørgen Jacobsen Bonnum og en Datter, som ægtede Eftermanden.
Han var og i nogle Aar Provst over Gjørding Herred, men dette Embede har han resigneret, før han døde; thi Sl. Niels Pedersen i Gjørding blev in Synode Ripensi den 1. Juni 1648 dertil beskikket. Ved hans tiltagende Alder har han faaet sig en Hjælper, Sl. Hans Sørensen Rafnsøe, som var Hører i Ribe Skole Paaske 1642, men allerede Præst 8. Aug. 1642 og ægtede hans Daatter. Denne Mand havde ikke de bedste Egenskaber, men hans Svigerfader havde for hans Skyld en Del Ulejlighed, hvorom haves en Dom, afsagt i Ribe Landemode den 22. Juni 1644 saa lydende:
Mag. Jacob Bonnum, Provst i Gjørding Herred og Sognepræst til Darum, for sin dristige Forseelse, at han imod Paabud tilstedte Sl. Hans Sørensen at betjene Prædike Embedet, som hannem til Sagens Uddrag var formenet, saa og for sin uflittige Tilsyn og Efterladenhed i sit Provste Embede, at han ikke efter kongl. Maj. Forordning lod Sl. Hanses Forseelse tilbørlig gives tilkjende, og derfor tiltales og straffes er paalagt paa høje Øvrigheds gode Behag til Straf og Brødepenge at give Ti Rigsdaler til fattige gejstlige Enker. Hans Sørensen, som sig grovelig hafde forseet, og var befunden uden sine hæderlige Præsteklæder i Ryttergilde, der drukket, slaget Degnen og lavet andre Enormiteter saa som han beskyldes for og vedgik, skal ogsaa paa høje Øvrigheds Behag denne Gang til en alvorlig Paamindelse give til Strafpenge 50 Rdl. in specie iligemaade til gejstlige Enker og hermed forpligte sig til, herefter at føre et skikkeligere og ret Præstelevned, eller med andre forliges for forrige, og tilbørlig at straffe Jens Callesen Degn for sin daarlige, dristige og utilbørlige Forhold skal give 10 Rdl. eller være til Degne Embede forment.
Denne gamle Mand døde den 19. Marts i Dimmelugen 1649, begravet 24. Marts i sit 75de Aar. Naar man regner fra hans Formands Døds Dag den 29. Februar 1600 til dennes Døds Dag, bliver det i hans Embedes 50.Aar. Over ham holdt Biskoppen Doctor Eric Monrad Ligprædiken.
6. Hans Sørensen Raunsøe var Hører i Ribe Skole og 1642 blev beskikket til Adjunetus for Mag. Jacob Bonnum, hvis Daatter han ægtede, hvorledes hans Opførsel har været for sin Svigerfader, kan sees foregaaende. Man har af ham en Fortegnelse over Darum Sogns Indkomster i Stifts-Arkivet af 1649. Her er en Tradition, at han haver lidt meget i den svenske Krig, og som han har været af et hidsigt Temperament, maaske saaledes forløbet sig mod de fjendtlige Officerer, at de havde trækket ham ud i Gaarden for at afhugge hans Hoved, men hans Hustrue derimod saaledes insinuerede sig hos dem, at de ikke alene sparede ham, men endog tog hende med sig, da de droge bort. Men hun siden listede fra dem og kom hjem igen. Der staar i Kirken 2de navnløse Skilderier, som skal være deres. Han døde 1670 og var den sidste Præst for Darum Sogn, før Bramminge blev annekteret. (Her maa da indføres de Præster, som haver været til Bramminge og Hunnerup, før de blev separerede, og Bramminge lagt til Darum, men Hunnerup til Vilslef.
1) Den første, jeg har funden, er Peder Jensen, som var Præst 1592.
2) Peder Pedersen var Præst 1596, og som han da havde en Daatter gift med Mads Hjort i Ribe, som med hende havde Børn, paa hvis Vegne Mads Hjort den 12. Juni 1596 skjøder til Peder Pedersen ved Ribe Byeting en Aalgaard i Nicolaj Gaden, er det troelig at den forrige Præsts Nafn Peder Jensen maa ikke være rigtig, men skulde være Peder Pedersen.
3) Eske Jørgensen hafte til Ægte Jens Pedersen Terpaggers Daatter af Ribe, paa hvis Vegne han den 27. April 1599 med hendes Brødre Peder og Claus skjøder til Niels Povelsen Byefoged deres Stald i Nicolaj Gade
4) Jens Pedersen Vorgoed var 1646 adjungeret den forrige gamle Eske Jørgensen. Han gjorde det Mageskifte 1654 med Ober Secretair Eric Krag til Bramminge om Præstegaarden i Bramminge og Annexgaarden i Tømmerby og boede siden i Annexgaarden i Hunnerup, hvor han døde 1660, efter ham kom den med hvilken Darum og Bramminge bleve annecterede, nemlig:
7. Povel Christensen, han blev ordineret den 19. April 1660 til Sognepræst for Bramminge og Hunnerup, men da Hans Sørensen Raunsøe til Darum ved Døden afgik, blev efter de kgl. Anordninger af 9. Deebr. 1663 og 22. Decbr. 1669, som var confirmeret af 13. April 1670 ved Biskoppen gjort den Anordning, at denne Hr. Povel Christensen herefter skulde være Sognepræst til Darum og Bramminge, men Sognepræsten i Vilslef nød ikke denne Gang godt af denne Beviling, men Hans Pedersen Batscher blev ordineret til Hunnerup til Sognepræst, men da denne den 16. April 1672 fik Collatz paa Jerne og Schads, blev Hunnerup annekteret til den daværende Præst i Vilsløf Christen Olesen Lønne.
Denne Povel Christensen skal have været liden af Natur, derfor bliver han endnu af de ældste kaldet lille Hr. Povel, og har været i fattige Omstændigheder. Han døde 1674.
8. Christen Sørensen Sevel, han er født 1649, kaldet af Kongen og ordineret i Ribe den 5. Oktober 1674 af Biskop Kraglund, hans Hustru var Maren Jens Dtr., Bramminge, med hende avlede han 4 Børn: 1. Søren, født 24. Mai 1680, døde 28. Januar 1698, gammel 18 Aar. 2. Christiane Barbara, født 21. August 1681, døde paa Krogsgaard den 27. Oktober 1722. 3. Dorthe Margreta, født 23. Oktober 1678, som ægtede Efter-Manden. 4. Margreta fik Terman Madsen, Ejer af Nielsbye Gaard. Hans Broder var Mag. Søren Sevel, Sognepræst i Kjøbenhavn. Han døde i Ribe 9. Septbr. 1 703 i hans Alders 54 Aar, hans Hustru døde den 27. Aug. 1720, gammel 65 Aar, begge begravet ved Alter Foden under en Ligsten.
9. Peder Thomsen Lyngbye, født i Hørbye Præstegaard i Sælland den i August 1673, hvor hans Fader var Præst. Han var den første Præst. som hertil blev kaldet, efter at jus patronatus (Kaldsretten) var solgt fra Kronen, og altsaa maa han være kaldet af General Major Johan Rantzau 1703 og dertil ordineret den 10. Novbr. 1703, ægtede sin Formands Datter Dorthe Margrethe Sevel, blev 24. Oktober 1708 indsat til Provst over Gjørding Herred, han døde 17. September 1709, Hans Enke 5. November 1718 i hendes Alders 40 Aar. De ligger begge i Kirken midt paa Gulvet under en ligsteen.
10. Povel Hansen Curtz er født 1684 i Colding, hvor hans Fader Hans Pedersen var Borgemester. Efter udstandne Examiner ved Universitetet blev han Hører i Colding Skole, indtil han af General Major Christian Rantzau blev kaldet til dette Embede, hvortil han blev ordineret a£ Biskop Muus den 28. November 1709 og derpaa indsat 3de Advents Søndag. Anno 1710 indlod han sig i Ægteskab med Major Jens Reenberg til Lynderup Gaard hans Datter Mette Christine Reenberg, med hende avlede han 7 Børn, deraf de 4 døde i deres Ungdom: 1. Søn Hans succederede Faderen. 2. en Daatter Anna Benedieta gift med Hr. Niels Friis paa Fanøe, født 1719, gift den 18. Septbr. 1745, døde i første Barselseng. 3. En Søn Jens Curtz født 1722, var Bye Foged i Holstebroe, men da han ej kunde gjøre Regnskab for Byens Penge, rømte han bort, nogle siger til Vestindindien. En Daatters Død var meget sørgelig, hun var tillige med flere af sine Søskende paa Lunderup Gaard, da Præstegaarden var afbrændt, hvor hun druknede ved Slædefart paa Nytaars Aften.
Han fik sin Søn sig adjungeret 1745 og døde 1754 i hans Alders 70 Aar, ligger begravet i Kirken uden Navn og Inskription.
Han skal have været en fornuftig og forsynlig Husholder og en god Landmand, af et meget munter Humør. Personalia over ham haves ikke.
Han haver tvende Gange lidt ilds Vaade, den første Gang ved St. Hans Dags Tider 1730, da hans Sals Hus afbrændte, hvilken Ildebrand begyndte i Bryggerset, anden Gang 1734, da Tordenen slog ned i Lade Huset og fortærede Laden med det meste af Stalden.
11. Hans Curtz er født i Darum Præstegaard den 26. December 1714 og døbt 2. Januar 1715. Hans Fader var Hr. Povel Curtz og Moder Mette Christine Reenberg. Da den ulykkelige Ildebrand fortærede hans Faders Hus, blev han sendt til, sin Morbroder Major Jens Reenherg til Lunderup Gaard som selv informerede ham og med et priseligt testamonio forsendte ham til Københavns Universitet den 2den Maj 1732, hvor han blandt Studenterne blev immatriculeret, opholdt sig den meste Tid i Kjøbenhavn, tog Attestats den 12. September 1743, Charact: non contemmendum, indtil han 1745 af Gehejmeraad Gabel blev kaldet, den 2. Februar, til adjungeret Successor her til Darum og Bramminge, konfirmeret den 19. Marts 1745, hvortil han blev ordineret af Biskop Brorsen den 30. Juni 1745, Inskriptionen paa hans Ligsten siger 1740, men urigtigt. Anno 1747 indlod han sig i Ægteskab med Anna Steensen, Commerce Raad Steen Jørgensens Daatter paa Aunsberg, med hvilken han avlede 3 Sønner og 1 Daatter:
1) Christian Carl født den 5. Maj 1749. 2) Steen, døbt den 20. Trinit. 1750. 3) Povel, døbt den 23. Trinit. 1751. 4) Kirstine Marie, døbt den 12. December 1753.
Han døde den 4 December 1764 og begravedes paa Kirkegaarden, norden for Kirken under en Ligsten, hvis Inskription forhen er anført. Personalie haves ikke.
Paa en Rejse fra Ribe væltede hans Vogn, hvorved han fik sin Arm af Led, dog lykkelig igen cureret. Videre vides ikke om ham.
12. Thomas Hillerup er født i Hillerup den 1. Marts 1727 af Bønderfolk. Faderen var Niels Christensen og Moderen Else Madsdatter. I hans 12te Aar kom. han i den latinske Skole i Ribe og blev derfra dimitteret til Kjøbenhavn 1749. Efter udstandne Examina ved Universitetet blev
han Amauensis ved Biskop Doktor Brorson i Ribe og Collega ved Stiftets Cathedral Skole. Derfra blev han kaldet til Sognepræst for Høyrup Menighed, hvor han var Præst lidt over 1 Aar. Derpaa blev han kaldet til Sognepræst for Darum og Bramminge Menigheder og indlod sig i Ægteskab med Hr. Byeskriver og Kjøbmand Rasmus Ølgaard i Varde hans Datter Jomfru Mette Ølgaard. Denne hans Ægteskab varede kun paa 3die Aar, da Døden berøvede ham hende den 28. November 1767, hun efterlod ham to Døtre, nemlig Ingeborg Margrethe og Else, den første var gift med Hr. Cancelie Raad Hillerup i Fyn, den anden med Raad og Told Inspektør Krag i Ribe. Efter 13 Aars værdig Embeds Førelse forlod han Verden den 14. Juli 1777.
13. David Grønlund, som derefter blev Sognepræst for Darum-Bramminge, ved man ikke meget om, da liber daticus fra hans Tid ikke omtaler Præsterne. Efter mundtlig Tradition skal han være Forfatter til de foregaaende Oplysninger om Præster efter Reformationen, men af Beskedenhed har han ikke omtalt sig selv. De kirkelige og aandelige Forhold i Sognet, samt hvilken Aandsretning de forskellige Præster har tilhørt, omtaler han ikke, endda Pietismen var stærk fremherskende i de nærmest foregaaende Præsters Tid med Salmedigteren Biskop Brorson i Spidsen, og i Poul Curtz’s Tid maa Konfirmationen jo være indført. David Grønlund har vistnok været en dygtig Mand i mange Retninger, historisk interesseret, maaske ogsaa dygtig Have- og Landmand, men i kristelig Henseende Fornuftskristen (Rationalist).
14. Jens Jakobsen var født paa Fanø og af Sømandsslægt. Han havde en Broder, der var Købmand paa Fanø, ham, der paa Auktionen paa Kjærgaard 1786 købte Udgrobene tilligemed en Mand fra Sønderho. Han blev kaldet til Sognepræst i Darum 1787 og blev nogle Aar senere udnævnt til Provst over Gjørding Herred. Han var Rationalist af 0verbevisning og han skildres som en meget alvorlig Mand, der strengt revsede Menigheden, fra Prædikestolen, naar han befandt, at nogle af dens Medlemmer gik udenfor Dydens og Pligtens Vej. Det var i Provst Jakobsens Tid, at "Evangelisk kristelig Salmebog” blev indført i Kirken i Stedet for Kingos Salmebog. Dennes Indførelse mødte ikke saa lidt Modstand hos de bevidst Troende i Menigheden. Gamle Jens "o æ Knold” sagde, at i den ny Salmebog fandtes hverken Himmerig eller Helvede, og han havde Ret; thi i den synges kun om Pligt og Dyd og gode Gjerninger, og om Jesus som Dydens milde Lærer. Denne rationalistiske og poesiløse Salmebog med de slæbende, monotone Koralmelodier blev der sungen efter i Darum Kirke i over et halvt Aarhundrede, rigtignok med et Tillæg af Mynster de sidste 25-30 Aar med adskillige gode Salmer, hvoriblandt en af Grundtvig med Melodi: "Herre, jeg har handlet ilde”. Provst Jakobsen kørte altid i Calais Vogn til Annexet i Bramminge, og Degnen kørte med ham. De store Helligdage var der altid sidst Gudstjeneste i Bramminge, saa overnattede Provsten og Degnen paa Herregaarden og tog først Tjeneste anden Helligdag. De fik om Aftenen en lille L’hombre med Herremanden, samt diverse god Mad og Drikke, som de ikke foragtede. Peder Iversen var i mange Aar Kusk for Provsten, og han agerede ogsaa undertiden Degn i dennes Forfald., Præst havde han kun en Gang været, da Provsten maatte til Gjørding at forrette Tjeneste i Sognepræstens pludselige Sygdom. Det var samme Peder Iversen, der i Statsbankerottens Tid, da mange tabte Penge, trøstede sig med, at han hverken havde "Penge i eller uden for Protokollen”. Provst Jakobsen døde her i Darum 1826.
15. Derefter blev Pastor Kragh Sognepræst i Darum. Han var en stille og rar Mand, siger de gamle, der ikke gjorde sig meget bemærket hverken som Menneske eller Præst. Den store Præstegaard kunde han ikke have med at gøre, den var derfor udforpagtet, baade i hans og i det meste af hans Eftermands Tid. Sognefoged Peder Sørensen og Gaardejer Niels Gravesen havde den i nogle Aar, men spandt nok ikke Silke derved. En Forpagter Hagge, senere Gaardmand i Opsneum, havde den i flere Aar, men laa i evig Strid og Kiv med Præsten og Fruen. Sidst var der en Forpagter Christen Nielsen. Madam Kragh (Præstekonen kaldtes endnu ikke Frue) havde et meget heftigt Sind, og tidt ren urimelig. Deres Eftermand Pastor Jørgensen maatte give 200 Rdl. for at flytte ind i Præstegaarden med Familie en Maaned før Naadensaarets Udløb. Den første Dag spiste de til Middag hos Madam Krag, en af Børnene kom til Skade at vælte 1 Fl. Vin, der spildtes. Herover kom hun i en saadan Harnisk, at hun skældte og smeldte og ruskede Barnet, saa Jørgensen maatte tage Affære og lade hende vide, at Barnet var hans og nu kunde det være nok. En anden Gang maatte Madam Jørgensen være Vidne til, at hun slog sin Pige med en Ildklemme, fordi hun havde glemt at tørre Vadsken. Hendes Væsen og Opførsel havde gjort hende hel foragtet i Darum.
16. Peder Jørgensen var en Skolelærersøn, født 5. Januar 1802. Han var opdragen i yderst Tarvelighed og under sine Studeringer i København døjede han en Del af Savn og Fattigdom. Han spiste f. Eks. ikke til Middag i to Aar, indtil en Rigmand tog sig af ham, og han fik Stipendium. Han var meget flittig og læste til langt ud paa Natten, og for at holde sig vaagen vænnede han sig til at bruge Snustobak. Iblandt dem, Jørgensen omgikkes i sin Studietid, var den senere bekendte Seminarieforstander Ludvig Kristian Møller. - Hans Hustru siger senere, at havde han i sine Livsforhold kunnet følge med Udviklingen gennem Bøger og Blade og havde han faaet Omgang med grundtvigske Præster, var han sikkert bleven en ivrig Grundtvigianer. Paa tre Aar tog han sin Attestats med 1. Karakter i Foraaret 1826, samme Efteraar blev han Huslærer hos Provst Brøndsted, Asminderød, hvis Datter Sofie Konradine han senere blev gift med.
1829 blev han Sognepræst paa Agersø, og 1834 udnævntes har, til Sognepræst for Darum og Bramminge. Han var ikke nogen stor Taler, men en Mand i Darum sagde en Gang: "Vi er glade ved Deres Prædikener, men jeg tror, at der ligger endnu mere Velsignelse i det, at De gaar saa flittig omkring til Folk, det er bedre end alle gudelige Forsamlinger”. P. Jørgensen var tilforladelig i al sin Færd, National og Dansk til Fingerspidserne. Derfor maatte han døje megen Haan og Spot, blev forfulgt og forjaget fra sin Præstegaard i Oxenvad i Treaarskrigen af Hjemmetyskerne og Fjenden. 1859 forflyttedes han til sit sidste Embede, Hesselager paa Fyn. Hans Hustru var meget afholdt i Darum, baade for sit muntre Sind og sine morsomme Indfald. Hun var en god og huslig Kone i Hjemmet og meget godgørende og hjælpsom, hvor der var Trang.
I en Bog: "Oldemors Erindringer”, har hun fortalt mange fornøjelige Træk af sit Liv, og hvorigennem man faar et Billede af hende som en Kvinde med et stort og godt Hjerte. De havde 6 Børn, Højskoleforstanderen og Politikeren Sofus Høgsbro var gift med en Datter af Pastor Jørgensen.
17. Provst Ramsing kom fra Ansager til Darum og Bramminge 1847. Nogle Aar efter blev han Provst for Andst, Slaugs og Gjørding Herreder. Han var en arbejdsom og dygtig Kontormand, der havde Orden i sine Sager og kunde overkomme meget. Foruden sin Præstegerning havde han det store Arbejde som Provst i et stort Provsti, som han boede i den yderste Ende af. Saa var han Formand i Sogneforstanderskabet, der var oprettet i hans Formands tid efter Lov af 13. Aug. 1841, og efter hvilken Præsten var født Formand. Tillige drev han selv Præstegaarden, der i hans Tid havde 20 Malkekøer, 6 Heste og en Del Ungkreaturer.
I Præstegaarden var til Stadighed 4 Piger, 3 Karle og en stor Dreng om Sommeren, samt til visse Tider en Daglejer. Der var Liv og Lystighed, naar det store Tjenerpersonale samledes i Borgestuen til Maaltiderne og i Fritiden. Morten Møller og Kristen Jakobsen, der fik Tilnavnet Provst i denne Tjeneste, var Avlskarle i flere Aar efter hinanden.
Provstinden var dygtig til at forestaa den store Husholdning med Brygning, Bagning, Slagtning og Smør- og Ostelavning, ligesom hun havde gode Gaver til at omgaas Tjenestefolkene og faa Arbejdet til at gaa.
Nulevende Konfirmander fra Ramsings Tider siger, at han var en streng, alvorlig Mand, han taalte ikke saa meget som et Smil i Konfirmandstuen, og de Stakler, der ikke kunde lære Salmerne og Balles lærebog udenad blev under Tiden afvist og maatte gaa en Vinter mere. Han var ikke meget veltalende, men hans Prædikener var vel udarbejdede.
Provst Ramsing havde knap Middelhøjde og tynd, men rask i sile Bevægelser, han gav af og til et Slag til Siden med Hovedet, baade naar han gik og talte. Han red for det meste til Annexet. 1861 flyttede han til Vester Skerninge paa Fyn. En Søn af ham var i mange Aar Herredsfuldmægtig i Ribe, en var Adjunkt i Ribe, og en blev Gymnastikinspektør.
18. Eliesar Theofilus Gad. var Præstesøn og af en stor Præstefamilie. Han havde fire Brødre, hvoraf en var Biskop, to var Provster og havde Titelen Konsistorialraad. Han var født 1813 og
skulde som sine Brødre være Teolog, skønt han ikke havde stor Lyst eller Evner til Studeringer. Den Tid var det ikke saa let at faa Præste-Embede, og da Gad var bleven Kandidat og vilde gifte sig, søgte han Skolelærer Eimbede og blev Skolelærer og Kirkesarger i Skibby. Han kunde rigtignok kun 20 Koralmelodier, men med disse klarede han sig stolt som Kirkesanger. Efter ca. 15 Aars Forløb søgte han Præste Embede og kom til Nørre Sundby, og 7 Aar efter forflyttedes han til Darum og Bramminge. I Nørre Sundby var Biskop Kirkegaard en Søndag kommen ind i Kirken under Prædikenen og Gad blev saa befippet, at han nær var gaaet fra Concepterne. Siden turde han aldrig gaa paa Prædikestolen, uden at have sin skrevne Prædiken med sig, og tildels læste han den op med stor Salvelse. Han brugte omtrent de samme Prædikener Aar efter Aar med nogle faa Rettelser og Tilføjelser.
I Gads Tid begyndte Indre Missions Kolportører at holde Møder i Darum, i Førstningen i Skolen, men da dette blev forbudt af Sogneraadet med Præsten i Spidsen, henlagdes Møderne til et Danselokale under stærk Tilslutning. Kolportør Lars Remmer var især den, der kom til Darum, men Indre Mission fik dog ingen nævneværdig Indgang, skønt han var en meget veltalende Mand. Maaske hængte dette ogsaa sammen med at Lars Remmer var en vammelsød Personlighed, der senere blev afskediget som Kolportør paa Grund af sit Forhold til det 6te Bud.
Der blev først i Halvfjerdserne oprettet en Foredragsforening med Møller P. K. Pedersen som Formand og grundtvigianske Præster og Højskolemænd kom at holde Foredrag.
Gad var ikke Grundtvigianer, langt mindre Indre Missionsmand, hans religiøse Standpunkt var snarest en fortyndet Rationalisme. Han begyndte paa at forberede Indførelse af Roskilde Konvents Salmebog, der straks med Tillæg blev indført af hans Eftermand. Gad sagde selv, at han var hverken National eller Liberal, derfor kunde han ikke med de National Liberale. I 1864 havde Præstegaarden Indkvartering af Østrigske Officerer, og Præstefamilien tog imod dem og omgikkes dem som de bedste Venner. Under Vaabenstilstanden kørte Pastor Gad en Dag til Strandby med dem og vilde over til Fanø en Lystrejse. Men Piben fik en anden Lyd. Kaptejnløjtnant Hammer, Vesterhavs Øernes Forsvarer, viste dem tilbage og indgav en Klage til Ministeriet over Præsten i Darum, der vilde have Fjenderne til Fanø, og Pastor Gad fik sig en kraftig Irettesættelse.
Gad var ivrig Landmand, han fik Præstegaardens Toft merglet i Tredserne og drev et helt Mønsterbrug med en udmærket Besætning.
I 1869 søgte han Tilladelse til at bortsælge det halve af Præstegaardens Tilliggende, der indbragte en Embeds Kapital paa 29,000 Kr foruden 1 Td. Byg efter Kapitelstaxt paa hver bortsolgt Skjeppe Hartkorn.
Gad var en munter og livlig Natur, der Dagen igennem gik rundt i Byen og passiarede med Syge og Sunde, han bekræftede sine Ord med en lille religiøs Trumf: "Sandt for Herren”.
Han var tjenstvillig og godgørende, de fattige fik aarlig hver et Læs Klyne tilkørt af Præstegaardens Mose, og i Høstens Tid kunde enhver Husmand faa et Spand Heste af Præsten til at køre Korn hjem med. Studerekammeret havde han ikke meget Brug for undtagen til Sogneraaadsmøder, til hvert Medlem stod der da en stoppet Pibe. Kommunens Styrelse havde hans Interesse, men vilde Sogneraadet ikke "makke ret” efter hans Vilje, blev han vred og paa den Maade kom han ud af Sogneraadet i 1873 for en Vejsags Skyld.
Fru Gad var en Præstedatter f. Haar, hun havde lidt finere fornemmelser end Præsten, hun og Frøknerne havde deres "Kabinet”, som hun kaldte det, i Havestuen.
Gad fik Apoplexi, maatte holde Kapellan ½ Aar og søgte afsked 1875, men han døde inden Naadensaarets Udløb og ligger begravet her i Darum. En af hans Sønner var Kaptejn paa "Esbern Snare”, et af de første Skibe, der gik i regelmæssig Fart fra Esbjerg til England, en blev Grosserer, og hans to Døtre, der var Lærerinder, satte et Legat for Trængende i Darum Sogn.
19. Henning Frederik Feilberg var en Præstesøn født 6. August 1831. Hans Barndomsaar faldt i Vestjylland hvor hans Fader var Præst, først i Alslev og derefter i Vester Vedsted. Efter at have gennemgaaet Latinskolen i Ribe og studeret ved Universitetet, blev han Kandidat og ret tidlig Kapellan i Angel, hvor han prædikede paa Tysk hveranden Søndag. Senere blev han Sognepræst i Valsbøl og Store Vi ved Flensborg, hvorfra han blev fordreven 1864.
I flere Aar levede han derefter dels som Kapellan en Tid og dels som Lærer ved Skoler i Odense, indtil han først i Aaret 1869 blev Sognepræst i Brørup-Lindknud. Her havde han en Del Bryderier og Drillerier af nogle Storbønder i Eskelund, der ikke vilde haft ham til Præst, det var først, da han kom til Darum, at han befandt sig vel imellem sine kære Vestjyder. En Søndag først i Marts 1876 holdt Feilberg sin Tiltrædelsesprædiken. Da Provsten var forhindret oplæste han selv sit Kaldsbrev og Biskoppens Collats og indsatte sig selv. Kirken var stuvende fuld, og der var paa Hjemvejen mange forskellige Meninger om den nye Præst. Nogle mente, han var for gammel, han var allerede hvidhaaret og bar Kalot, skønt kun 45 Aar, andre syntes, han talte for sagte, der var ikke den vante Prædiketone. Den milde, fine fuldtonende danske Tone som Feeilberg prædikede med, var for de fleste saa fremmed. Men de mere aandelig forstaaende var glade ved den formfuldendte aandelige og genmen-kristelige Forkyndelse. Ligeledes var hans Betjening ved Daab og Nadver i høj Grad tiltalende. Hans musikalske Begavelse, hans fine melodiske Stemme i sin Messe fra Alteret var en Fryd for ethvert Øre.
Der var som sagt mange Meninger om Feilberg som Prædikant. Nogle af de mest uaandelige kunde slet ikke forstaa hans Prædikener, andre syntes, han kom for lidt ind paa Evangeliet, andre at han var for mild, for lidt Bodsprædikant. Indre Mission regnede ham selvfølgelig ikke for en rigtig troende Præst, skønt der ogsaa i Byen var en from Indre Missions Familie, der var hans gode Venner og stadige Tilhørere. Han kunde begynde sin Prædiken enten med en Naturbegivenbed eller et Indtryk fra Havets Brusen eller Glitren i Solen, Norges Fjælde, en eller anden udsigt fra Sydtysklands Bjergegne. Derfra gik han saa over til Stedet i Evangeliet, som han vilde fremdrage. Men sjælden eller aldrig havde han Brug for hele Evangeliestykket. Det var derfor betegnende for Feilberg, at da vi sidst i Firserne fik de ny Tekstrækker, der skulde skifte med de gamle, saa sagde han: "Jeg vil ikke prædike over de ny, jeg er ikke saa nær bleven færdig med de gamle”. Han valgte altid gode Salmer og havde Øre for gode Melodier, de grundtvigske Helligaands-Salmer havde især hans Kærlighed, skønt han ikke var egentlig Grundtvigianer, men han stod denne Retning meget nær, især igennem sin Forbindelse med Askov.
Feilberg brugte aldrig Trosbekendelsen foran Prædikenen, men for det meste et eller flere Salmevers, oftest Salmen: "Kom Sandhedsaand og Vidne giv o. s. v.” Derimod sluttede han enhver Skrifttale med Trosbekendelsen. Han fik indført Roskilde Konvents Salmebog.
Efter Haanden samlede han sig en fast Menighedskreds i Darum, som tildels er kendelig endnu, og en stor Tilhørerskare fyldte godt op i Kirken Søndag efter Søndag. Hver Søgnedags Eftermiddag kunde man almindelig se Feilberg paa Farten omkring i Byen og Sognet. Han søgte da ind til ensomme og syge Mennesker og søgte at være dem til Raad og Trøst. Men han sagde selv, at han ikke havde let ved at komme i Samtale og aandelig Forbindelse med Mennesker, naar de ikke selv ligefrem oplod sig for ham.
Feilbergs Kærlighed til folkloristiske Studier og jydsk Sprog-videnskabelig System medbragte han til Darum. Han havde jo alt den Gang udgivet sin første Bog: Fra Heden. Han havde Blikkasser med firkantede Papirssedler staaende i alfabetisk Orden, saa de var til at slaa op i som i en anden Ordbog, og han lod udfra sit Studereværelse mure et brandfrit Rum, hvori han havde dem staaende. Naar han var ude i Sognet og besøgte Folk eller han var til Gilde i Sognet, havde han sin Noteringsbog og sin Blyant, og i al Hemmelighed nedskrev han Udtryk og Talemaader, som han ikke kendte eller vilde fastholde. Efter Haanden opdagede Folk Præstens Noteringer, og der var flere, der sagde, man skal nok tage sig i Agt for, hvad man siger i hans Nærværelse.
En Aften i hver Uge Vinteren igennem havde han Besøg af et Par yngre Mænd af Byen. De skulde læse en Slags Korrektur paa Sedlerne. Naar Teen var drukken, og Præsten havde faaet dem med op paa sit Værelse, og de havde faaet Ild paa Piben, begyndte Examinationen. Han tog saa frem den ene Seddel efter den anden og forelæste enten et Ord eller en Talemaade og forespurgte, om de kendte dette. Han havde nemlig mange Meddelere rundt i Jylland, og der forekom ofte Ord, som kun fødte Jyder kan tyde, og ved samme Lejlighed gik det saa op for vedkommende, hvorledes man udtrykte sig her i Darum. Dette blev ogsaa noteret, og derfra stammer det vist, at der ved en Mængde Ord i hans jydske Ordbog staar et ,D”, der skal sige Darum.
Hvem skulde nu tro, at Sognepræsten, Folkloristen og Sprogvidenskabsmanden H. F. Feilberg, ogsaa var Landmand og selv kunde drive sin Præstegaard paa ca. 60 Tdr. Land og det endda saaledes, at det i Sognet blev anset som et halvt Mønsterbrug. Straks han kom til Darum, tog han fat og inddelte Præstegaardens Jorder i visse bestemte Tægter efter en Plan, han havde faaet af en Landbrugskandidat i Askov. Man kunde da se ham fare rundt i Marken med sit Favnemaal for at faa Marker inddelt. Siden havde Avlskarlen at følge denne Plan Aar efter Aar og et Særsyn her i Darum var det den Gang, at Præsten havde et helt Skifte med Rodfrugt. Han havde altid to Karle og to Piger, samt en gammel Daglejer. Der var nok, der vilde tjene i Præstegaarden; thi baade Præsten og Fruen var anset for gode Husbondsfolk. Folk i Sognet sagde, at Præstens Folk havde det for godt.
Feilbergs Kreaturbesætning var en af de bedste i Sognet, og det var nogle vældige Dyr, han havde staaende paa Stalden, en udmærket Korthornsbesætning. Foruden en 3 a 4 store Heste havde han en lille norsk Hest, der hed "Klaus”. Denne brugte han til at ride paa til Annexet i Bramminge. Klaus var hans Kæledægge, og den maatte ikke bruges til andet end til Ridehest for Præsten. Fejlberg var en legemlig svag Mand al den Tid, han var i Darum, men han mente, at han holdt Varmen bedre ved at ride end at køre. I Bramminge Kirke hængte hans Præstekjole, og det saa helt imponerende ud, naar han fik denne paa, og de lange FedtlæderStøvler stak ud nedenunder:
Feilberg kunde godt lide et muntert Ord og en god Spøg. Han omgikkes sine Tjenestefolk som sine egne. Den, han havde mest Fornøjelse af, var hans gamle Daglejer Morten Lassen. Han var paa en Maade gaaet i Arv til ham fra hans Formand. "Æ Kaargild" bærer i høj Grad Præg af Daglejerens Fortællinger, og naar Feilberg ikke kunde forstaa Daglejerens Ord og Udtryk, demonstrerede han dem for Præsten i Praxis, saasom tekniske Udtryk fra Sletten paa Marsken. Daglejerens Forretning var blandt andet at hugge Brænde og bære det paa "Fruens Loft”, som han kaldte det, Han passede Haven om Sommeren og bar Vand og Brændsel ind om Vinteren. Ud derover skulde han tærske al Byggen. Et Aar var han ikke bleven tidlig nok færdig i Foraaret, og Degnens og Præstens Piger lavede derfor en "Fissemand” med en Fluesmækker i Haanden og satte den ud i Loen. Da M. L. kom om Morgenen og saa Fyren, blev han smækvred og for op til Feilberg i Studerekammeret og klagede. Denne fulgte saa med ud i Loen for at bese Uhyret og i Stedet for at blive forfærdelig vred som Daglejeren havde troet, stak Feilberg ud i en saadan Latter, at det var uden Ende.
Da Feilberg sidst i Firserne rejste i Sydtyskland, blev han malet af en svensk Malerinde. "Kirkoherden i Darum” fik Billedet tilsendt efter sin Hjemkomst. Saa en Dag siger Feilberg til Daglejeren, at han vilde vise ham noget. Denne fulgte saa med, og da han kom ind i Stuen, hængte Feilberg paa Væggen med sin Bulehat paa Hovedet. "Hvem tror De, det er", sagde Præsten. Daglejeren vender Skraaen i Munden et Par Gange, og saa siger han til Feilbergs store Morskab: "A trouer, de er æ gammel Maaler”. (En gammel Maler i Byen, der havde en svag Lighed med F.). Da Feilberg var flyttet til Askov, besøgte den gamle Daglejer ham en Dag. "Uha, hur Feilberg bløw glaa ve mæ”, fortalte han, da han kom hjem, og Besøget har vist ogsaa været til fælles Glæde.
Naar Præsten og Studerekammermanden en Gang imellem vilde lade Aanden hvile, gik han over i sit Drejerværksted, hvor der ogsaa var en Esse, og her kunde han lave mange forskellige Ting. Han hjalp Mølleren ved at dreje Modeller til Støbetøj, og ingen kan sætte en saadan "Hærd o en Stok Stol som æ Præst”, forsikrede den gamle Smed i Byen, Niels Dideriksen, med en sikker Overbevisning.
Rygtet om, hvor haandsnild "æ Præst i Darum” var, naaede endogsaa ud over Sognets Grænse. En Dag kommer en Skrædder fra Vilslev ind til Feilberg. Han begyndte at tale om, at han gerne vilde bede Præsten om en Tjeneste. ,Kunde De ikke gaa til Deres egen Præst, min gode Mand”, siger Feilberg. Nej, det havde denne aldeles ingen Forstand paa. Men han var ikke meget for at sige sit Ærinde, for det var saadan noget sært noget at komme til en Præst med. Omsider rykkede han ud med Sproget, at Præsten kunde da vel ikke hjælpe hans Symaskine, som slet ikke vilde makke ret. Feilberg satte Maskinen i Stand og glad og taknemmelig blev Skrædderen.
Der levedes i Feilbergs Hjern et jævnt og bramfrit Liv. Over hans Hustru Anna Luise f. Nutzhorn var der en fin kvindelig Ynde og Hun var meget musikalsk. Hun var ikke nogen praktisk eller dygtig Husmoder, hvilket hun ogsaa selv erkendte. Hun var en aaben Natur, sagde ligeud, hvad hun mente, og kunde tidt ved en kort Bemærkning træffe Sømmet paa Hovedet.
De første Aar efter at han havde søgt sin Afsked, besøgte han ret ofte sin gamle Menighed og gamle Venner. Men det blev sjældnere og sjældnere og hørte tilsidst helt op, da han kom op i Firserne, men han vedligeholdt alligevel Forbindelsen, og han udgav ikke en Bog, uden at han sendte et Expl. til Darum Bibliotek og i ethvert af disse stod med Feilbergs karakteristiske og faste Haand og med hans Navns Underskrift: ,,Darum Bibliotek i taknemmelig Erindring om de lykkelige Aar, jeg tilbragte iblandt Eder”. I Hjemmet var 4 Sønner og 2 Døtre, hvoraf kun den ældste Datter var konfirineret, da de kom til Darum.
20. Peder Jakobsen var en Gaardmands,-søn fra Mors og var født 1856. Efter sin Konfirmation kom han paa et Kursus i København, hvorfra han blev Student. Da han var blevet teologisk Kandidat 1881, havde han noget Lærervirksomhed, indtil han blev Kapellan paa Sjælland. 1886 blev han Sognepræst i Hjortlund og Kalvslund, og han blev snart bekendt i Egnen som en dygtig Præst, der som Foredragsholder og kirkelig Ordfører tog Del i det aandelige Liv. Da saa Embedet i Darum blev ledigt 1891, var han Ansøger her tilligemed en Præst mere.
Grunden til, at der kun var 2 Ansøgere, maa søges i, at Embedet var opslaaet med det Forbehold, at den, der kaldedes, skulde finde sig i, at Bramminge Sogn med Stationsbyen vilde blive skilt fra med Indtægter af Tiender og Offer samt at tillige den til Embedet hørende Embedskapital paa 29,000 Kroner ogsaa vilde gaa fra til et eventuelt nyt oprettet Embede i Bramminge.
Dette kom ganske overraskende, ikke en Sjæl i Darum havde hørt noget derom forinden, men rimeligvis er der sket noget under Haands Arbejde fra Bramminge Stationsby.
Den anden Ansøger var en Pastor Simonsen, om hvem man vidste, var skilt fra Konen og led af en stærk Gerrighedsaand. Der blev sammenkaldt til et Menighedsmøde, hvor Præstespørgsmaalet blev drøftet, og man skulde synes, at Valget ikke var svært. Ikke desto mindre var der paa dette Møde en Del, endogsaa indflydelsesrige Mænd, der mente, at vi maaske gerne kunde have Simonsen han skrev saadanne kønne Stykker i ”Ugens Nyheder”. Resultatet blev dog, at et Andragende om at faa Jakobsen, blev underskrevet af et Flertal, og Lambert Hansen og Lærer Nielsen blev valgt til at overbringe dette til Kultusminister Goos. Skønt Ministeren ikke vilde love noget, blev Jakobsen dog kaldet til Præst i Darum-Bramminge, og den 13. December 1891 indsattes han af Stiftsprovst Koch, Ribe.
Jakobsen hørte fuldt ud til den kirkelige, grundtvigske Retning, og fra hans Tid af har Trosbekendelsen lydt Søndag efter Søndag til enhver Gudstjeneste; men de samme stærke Vækkelsestoner, som de gamle Grundtvigianere (f. Eks. Svendsen, Birkedal) havde Jakobsen ogsaa i sin Forkyndelse, hvorfor mange aandelig uforstaaende slog ham i hartkorn med Indre Mission. Dette var en fejl Opfattelse af ham. Men han hørte ganske vist til "Betesdamændene”, som de Grundtvigianere kaldtes, der vilde Fred og Samarbejde indenfor de kirkelige Retninger. Han var en, veltalende og dygtig Prædikant og en gennemkristelig og god Personlighed. At høre ham en Juleaften i Kirken, naar han havde Glædens Harpe stemt, var en Oplevelse af stor aandelig Virkning, kort, klar og Højtidsstemt.
Jakobsen var Afholdsmand og havde, før han kom til Darum, ogsaa været Afholdstaler, men dette hørte han op med, da det blev ham for uaandelig. Han drev selv Præstegaarden, men han var ikke meget praktisk og noget ubeslutsom. Han havde et vanskeligt Sind, der kunde svinge lige fra Tungsind til den højeste Glæde.
Jakobsen havde den anden Vinter, han var her i Darum, et svært Sygeleje, og siden den Tid var han en svag Mand, og navnlig kunde han ikke taale Kørselen til Annexet. Han søgte derfor til det lette Embede Gamborg paa Fyn, hvor han 1911 fik et apoplektisk Tilfælde paa Prædikestolen og maatte bæres hjem, hvor han udaandede faa Timer efter.
Fru Charlotte Jakobsen, født Lauritzen, var eneste Datter af en Skibskaptajn, og forkælet opdraget. Hun havde et heftigt Sind, hurtig til Glæde og hurtig til Sorg, hun sang godt og var meget musikalsk, rask i sine Bevægelser og Tale og kunde let støde Folk, men lærte man hende ret at kende, var hun i Virkeligheden en god kvinde. De havde i Ægteskabet 3 Sønner og 2 Døtre.
21. Anders Jensen er født 9. Januar 1854 paa en Gaard en halv Mil Syd for Horsens i Tyrsted Sogn. Gik som Dreng i Horsens Latinskole uden at blive Student. Som voksen kom han i Landvæsenslære og efter udstaaet Læretid blev han Forvalter paa en Gaard paa Laaland, her blev han forlovet med Mejersken, hvis Slægt tildels boede i Slemminge, det Sogn, hvor han senere blev Præst. Da de blev gift, købte de sig en Gaard i Voel ved Silkeborg. Her boede de en 5 a 6 Aar, men da de ikke godt kunde klare sig Økonomisk ved den magre Gaard, besluttede han at optage Studeringen fra sine unge Dage og læse til Præst, især vel ogsaa af den Grund, at han var blevet vakt i pietistisk retning af de svenske "Læsere”, og senere endte i Indre Mission. Sært nok, da han en Vinter havde været paa Askov Højskole. Han solgte Gaarden, købte et Husmandssted, hvor hans Hustru med en 3 a 4 Børn boede og tildels ernærede sig, medens han læste.
Det var drøjt nok for en Mand paa 30 Aar med Kone og Børn at begynde paa, Lektor Lefooli, Viborg, hjalp ham til Studenter-Examen, og efter 6 Aars Forløb tog han theologisk Embeds-Examen med 1. Karakter. Samme Aar den 1. November 1890 blev han kaldet til Sognepræst i Ansager, hvor de ønskede en udpræget Missions-Præst.
Derfra kom han til Darum-Bramminge 1896. Der blev intet foretaget i Darum for at faa en bestemt Præst, Historien med Simonsen i 1891 afholdt ledende Mænd fra at gøre noget, og det var derfor heller ikke underligt, at Indre-Missionsbispen Gøtsche anbefalede ham til Darum. Til en Begyndelse havde lian en ret god Kirkegang, skønt hans Gudstjenester ikke var meget tiltalende, han valgte de mørkeste Bods- og Omvendelses-Salmer, havde ikke Sans for Melodier, da der ikke var en Sangtone i Livet paa ham. Hans Messe var en utiltalende Raaben, og Prædikenen blev holdt med en hæs, skrattende Stemme. Han prædikede alm. en hel Time, den første Del var tidt meget god og opbyggelig, men den sidste Del var kun Gentagelser og stærke Opraab om Omvendelse. En forhenværende Præst, der tilfældig hørte en Prædiken af ham, sagde: Der var ikke Fugls Føde deri. Det endte med, at han prædikede Kirken tom.
Jensen vilde med Magt paa een Gang omvende hele Sognet til Indre Mission, anden Kristendom var for ham kun Luft, derfor gik han Sognet rundt med en eller to Missionærer fra Esbjerg, og hvert Sted gik de direkte løs paa Folk med nærgaaende Spørgsmaal om deres inderste Trosliv. Derved vakte han en Uvilje imod sig, da Folk mærkede, at han betragtede dem som rene Hedninger. Der begyndte en Modbevægelse i Retning af Sognebaandsløsning, og Jensen maatte saa indrømme frit Brug af Kirken for fremmede Præster, saa tit det Ønskedes, for at forhindre dette. Der blev derefter maanedlige Gudstjenester af andre Præster, og efter at Bramminge fra 1. Juli 1903 var bleven et selvstændigt Præste-Embede med Pastor Hovgaard som Præst, prædikede han en Søndag i hver Maaned i Darum. I Jensens Tid ombyttedes "Roskilde Konvents Salmebog” med "Salmebog for Kirke og Hjem”.
I det daglige Liv som Menneske var Jensen en prægtig og behagelig Mand, og i det praktiske Liv var han særdeles dygtig. Præstegaards Jorderne drev han selv, og han havde vældig Udbytte deraf. Stalden udvidede han meget med Stalde og Svinestier og byggede en Ajlebeholder. Tjenestefolkene kunde de ikke godt med især Fruen, derfor tog han en gift Bestyrer der skulde lede hele Driften efter Præstens Anvisning. Denne havde Husly, en lille fast Løn, daglig Mælk, visse Tdr. Rug og Byg, en 300 Punds Gris samt nogle pct. af Præstegaardens Indtægt. Fru Jensen var dygtig i sit Hus, men vistnok lidt skrap. Hun kom ikke meget udenfor Præstegaardens Omraade, og da Præstefolkene ikke kom meget ud til Folk, hverken til Gilder eller andet Besøg, var hun meget lidt kendt.
Først i Aaret 1905 forflyttedes han til Slemminge og Fjelde paa Laaland, Fruens Hjemegn, og det skyldtes vel nok hendes Familieskab, at han af Meriighedsraadet blev indstillet til Embedet. De havde 2 Sønner og 4 Døtre.
22. Jens Møller Kristensen er født i Hoven den 9. August 1870. lian var en Søn af den her i Vestjylland bekendte Lærer og Kirkesanger Kr. Kristensen, der tillige var Forstander for Kvindeskolen i Hoven. I hans Opvækst uddannede hans Fader Vinterlærere og forberedte til Seminariet, han kom derved tidlig i Gang med Studeringer og blev Student som ganske ung. Derefter gik nogle aar, inden han tog fat paa sit Studium til Præst, og først 1894 blev han theol. Kandidat. Efter at han var bleven forlovet med Lærerinde Frk. Alvilde Overgaard, en Lærerdatter fra Nørre Felding, blev han kaldet til det ny oprettede Præste-Embede i Blaahøj og Filskov 1898. I disse to smaa Hedesogne var han Præst i 7 Aar og befandt sig godt der og var afholdt.
I 1905 søgte han saa Embedet i Darum, og han var den første Præst, som Menighedsraadet efter Menighedsraads-Loven af 1903 var med til at indstille. Efter at have faaet tilstillet et Uddrag af de Ansøgere, der var kvalificeret til Embedet, var Menighedsraadet straks klar over, hvem de vilde have, især da Møller Kristensen selv personlig fremstillede sig. Han blev enstemmig af Menighedsraadet indstillet som Nr. 1 og derefter kaldet til Sognepræst i Darum.
Han blev indsat af Stiftsprovst Pedersen, Ribe, en Dag i Maj Maaned 1905 og det var en stor Glæde for langt den overvejende Del af Menigheden at faa en anden Forkyndelse i Kirken. Den mørke Kristendomsforkyndelse har aldrig haft Jordbund i Darum. Vel var Møller Kristensen ikke nogen stor Aand, vilde heller ikke gælde derfor, heller ikke udfoldede han nogen stor Veltalenhed, men han forstod at vælge gode Salmer, som Folk sang med Liv og Lyst, han messede og sang godt, og hans jævne Maade at tale paa og forkynde det glade Budskab gjorde, at Kirken igen fyldtes efter Haanden.
Møller Kristensen og Frue var ægte Vestjyder, baade af Fødsel, af Sprog og deres hele Færd, ingen kunde passe bedre til en vestjydsk Menighed. Den jævne, ligefremme, bramfri Maade, de begge færdedes imellem Befolkningen og tog imod dem i Præstegaarden, gjorde dem meget afholdt. De store Havemøder med Tale og Sang samt Basarer for Østerlands-Missionen begyndte i deres Tid.
Han var en dygtig Oplæser, især af "æ Bindstov” og Hostrups Komedier. Der blev i M.Ks andet Embedsaar skænket et Orgel til Kirken, og et Aar senere 3 Lysekroner.
Møller Kristensen fortsatte i sin Formands Spor med Hensyn til Gaardens Drift, han holdt ogsaa en gift Bestyrer, og havde han ikke saa stort et Udbytte af den som Jensen, saa fik han et vældigt Plus, da han i 1916 flyttede bort, idet han solgte baade Besætning og Avl til Krigspriser.
Det var nok mindre velbetænkt, at disse udprægede Vestjyder søgte til Tryggelev og Fodslette paa Langeland i 1916; men heldigvis kom de tilbage til Jylland igen, og er fra 1923 Præstefolk i Engum ved Vejle. I Ægteskabet er 4 Døtre og en Søn.
23. Just Thomsen Nielsen er født i Bastrup, Vamdrup Sogn 19. Febr. 1890, hvor hans Fader havde en lille Landejendom. Han gik i Kolding Latinskole og blev Student derfra. Han blev theologisk Kandidat 1915 og aftjente derefter sin Værnepligt i København. I de sidste 5 Aar havde han Stipendium og Ophold paa Elers Collegium, ogsaa mens han var Soldat til 1. September 1916. herfra søgte han Embede, blandt andre Darurn, og her besøgtes han som Soldat af et Menighedsraadsmedlern fra Darum. Af de 6 ansøgere kunde der næsten kun være Tale om ham og en ældre forhv. Sognepræst.
Just Nielsen var villig til at fremstille sig for Menighedsraadet, og dette blev straks enig om at ville indstille ham enstemmig til Embedet som Nr. 1, og han gav saa Løfte om at trække sine Øvrige Ansøgninger tilbage.
Just Nielsen blev derefter kaldet til Darum den 11. September 1916, men blev først ordineret i Ribe 25. Oktober af Biskop Koch og indsat i Embedet af Stiftsprovst Olesen sidst i Oktober. Til at begynde med var han lidt for bunden af sine skrevne Prædikener, men lidt efter lidt kom han bort derfra og blev mere og mere veltalende. Den unge grundtvigske Præst vakte snart Opmærksomhed og han blev efterspurgt i Omegnen. som Prædikant og Foredragsholder.
Et halvt Aarstid var han tillige Præst for Valgmenigheden i Grimstrup-Nykirke, hvor han altsaa prædikede til Stadighed. Afstanden var ikke til Hinder, da han havde Bil.
I 1917 maatte han et Par Maaneder gøre Tjeneste i Sikrings-styrken, men han fik det ordnet saaledes, at han overførtes til en Afdeling i Bramminge, der havde Vagttjeneste i Gredstedbro, hvor han kom til at ligge. Hver Søndag smed han saa Uniformen og trak i Præstekjolen og forrettede sit Embede. Han var den første Præst i Darum, der tillige var Soldat, men ogsaa til at begynde med den yngste Sognepræst i Danmark.
Just Nielsen var rask i Vendingen og havde mange Interesser. Menighedsraadet havde allerede i Møller Kristensens Tid taget Beslutning om Kirkens Forskønnelse, men det blev Just Nielsen, der egentlig fik det sat i Gang, da han gjorde et stort Arbejde for at faa tegnet Midler dertil, og for hans Indsats i dette Stykke Arbejde, fortjener han at mindes med Tak.
Præstegaardens Drift havde han frabedt sig at have noget med at gøre, inden han kom. Han var den første Præst i Darum paa fast Løn efter Præstelønningsloven. Der var derfor en Forpagter i hele hans Tid.
Inden sin Tiltrædelse af Embedet blev han gift med Frøken Anna Møller fra Horsens, en god og elskelig Kvinde. Med hende havde han 2 Døtre og en Søn, hvis Fødsel kostede Moderens Liv, idet hun døde faa Timer efter. Det var en dyb Hjertesorg for Pastor Nielsen, og Menigheden tog oprigtig Del deri. Der var Sorg over hele Sognet. Hun ligger begravet paa Darum Kirkegaard, og Menigheden satte hende et Minde.
I 1922 forflyttedes Just Nielsen til Føvling.
24. Helge Rasmussen er født i København den 12. Januar 1890 og Søn af en Skibskaptajn. Student fra Frederiksberg Gymnasium 1916 og blev theol. Kandidat 1922. Den 15. Marts 1922 kaldedes han til Sognepræst for Darum Menighed og blev ordineret i Darum Kirke den 23. April af konstitueret Biskop Olesen, Pibe, Den 9. Juli s. Aa. ægteviedes han til Frøken Xenia Kristine Marie Nørbech Rasmussen fra Vejle, født i Langaa den 21. Septbr. 1897, Student fra Vejle Latinskole 1916 og kandidat i Theologien i Januar 1922.
